tirsdag den 23. juli 2013

3-2-1 GO

Så skal jeg love for at der er kommet fart over feltet... Langt om længe kan vi endelig sige at vi er igang :)

Vi blev ringet op i sidste uge af Niels Jørgen fra Eurodan, som skal være byggeleder på vores projekt, og vi aftalte et lidt hastigt opstartsmøde fredag eftermiddag.

Vi mødtes på grunden med Niels Jørgen og Anders Hagemann, som er vores byggesagkyndige og her opsatte vi pæle til markering af huset og fastsatte kvoten på sokkelhøjden.
Heldigvis var vi alle 4 enige om at den gennemsnitlige kvote som vi i forvejen havde fået et tilbud på, var meget passende, så derfor ingen ekstraregning på denne konto. Man skal være meget opmæksom på dette inden man skriver under, da det funderingstilbud man får, ikke altid tager nok højde for skrå grund mm, og vi har hørt fra andre at den gennemsnitlige kvote sjældent er den helt rigtige og derfor kan man hurtigt ende med en kæmpe ekstraregning, da det koster over 12.000kr, pr ekstra 10 cm man vælger at hæve huset over vejniveau. Vi har i forvejen godkendt et tilbud på ekstrafundering og omfangsdræn på godt 50.000, hvilket jo så kan ende med at blive næsten fordoblet, hvis sokkelhøjden er sat alt for lavt, så vi er meget tilfredse med at vores passede fint :)

Ydermere har vi sparet penge på tilslutning af naturgas, da Dong i øjeblikket kører en kampagne hvor man kun  betaler ½ pris, hvilket vil sige 7.500 kr. Desuden havde vores bankrådgiver lavet en fejl, så vi har kun betalt 1.500 for vores bankgaranti, der ellers ville have kostet over titusinde....

Men hvad der er sparet er ikke altid tjent, og man finder hurtigt ud af at der er mange ekstra udgifter udervejs, og den første ekstraregning er allerede på vej i form af vores tomrør til at trække byggestrøm og strøm til huset med, var fyldt op med blade og skidt, hvilket koster os timelønnen på den tid de nu brugte på at grave fri for at rense det, før de kunne trække ledninger. Så her kommer der nok en pæn rudekuvert ind af døren inden længe.
Som nybegyndere i dette felt er det bare ting man ikke er opmærksom på eller ved, og vi kan måske risikere at få samme problem med kloakken, da den heller ikke har været ordentligt tildækket. Ved ikke om vi kan gå til sælger af grunden med disse regninger, da vi ikke har beviser for de ikke havde sørget for at dække dem til, og vi heller ikke selv har gjort det efterfølgende.

Men udover det er vi helt klar til at gå rigtigt igang, og på mandag går entreprenøren i jorden, og så begynder det ellers at gå stærkt derude...
Jeg spurgte byggelederen om en tidsplan, som de dog ikke må udlevere, da det er deres interne plan og de ikke kan hænges op på den, men jeg fik lov at se den, og går alt efter planen kan vi holde rejsegilde i september og flytte ind i midten af november.. Det var jo alletiders gode nyhed, da vi var bange for at det hele efterhånden var udskudt så meget, at vi først kunne overtage i starten af det nye år.

Så næste gang i hører fra os, bliver det med billeder af en opgravet grund og et hus på vej :)

                                                                                                                       - Karina

onsdag den 3. juli 2013

Første dag i haven

Næsten 8 timer tog det, men så er grunden også helt ryddet for det lange græs og ukrudt..

Vi tog derud om formiddagen med mine forældre, og så var det ellers bare igang med buskrydder, river og stengreb.
Vejret var næsten perfekt til formålet, dog blæste det lidt for meget, men kunne da se i ansigtet næste dag at solen havde givet godt alligevel..

Efter et par timer kom svigerfamilien på besøg med kaffe og en gang champagne så vi kunne skåle for vores fine grund :)

Senere stødte en ven af familien også til, og da han mente det gik lidt for sløvt med buskrydderen, tog han hjem og hentede sin plæneklipper, og herefter var der virkelig fart over feltet.

Trods et par tekniske vanskeligheder nåede vi i mål inden solnedgang, og resultatet blev simpelthen så fint, nu kommer grunden virkelig til sin ret, og man begynder så småt at kunne forestille sig en rigtig have.

Så mangler vi selvfølgelig bare huset, og vi har desværre ikke hørt mere fra Eurodan, selvom vi fik afvide at vi ville få en indkaldelse til opstartsmøde ca 5-6 uger i forvejen, hvilket jo må siges at være lige op over, hvis vi stadig skal i gang i denne måned... Og det krydser vi fingre for, og vi rykker for svar i morgen, hvis vi stadig ikke har hørt fra dem.

Her er lidt billeder fra vores dag i haven:

Til venstre ses grunden før, samt en vældig markeret skelpæl, så der ikke er noget at tage fejl af når de skal måle op til at afsætte huset.

 
Her ses en ryddede grund nede fra gaden.

 
Jan igang med at fjene de sidste bunker haveaffald. Vi har valgt at beholde det lille birketræ indtil videre.

 
Her ses grunden fra den ene bagerste skelpæl.
 
 
 
Vi er rigtige glade for resultatet, og hvis man kigger tilbage på billedet fra da vi satte byggeskilt op, kan man også se en kæmpe forskel.
 
De sidste tanker jeg vil dele med jer for denne gang, er noget af det jeg går og spekulerer på i øjeblikket, nemlig anlægning af have..
Vi har fået mulighed for at få dem der skal grave til at ligge stabilgrus til indkørsel og terresseområde, men det kræver at man laver en målfast tegning til dem, hvilket jo gør at vi bliver nødt til at overveje om vi allerede nu skal give os i lag med planlægning af dette.
 
I den forbindelse kom jeg så til at tænke på hæk, for hvilken en skal man vælge og hvornår er det bedst at plante den.
 
Så lige nu har jeg tjekket priser på nettet og læst mig klog på hvordan man planter og vedligeholder sådan en. Så nu skal vi nok have fat i de kommende naboer og høre hvad deres planer er, da man jo skal dele udgiften til disse. Tænker nemlig, at hvis man nu planter den her til efteråret, vil den have mulighed for at nå at vokse inden vi anlægger have og skal bruge denne, i løbet af forår og sommer næste år.
 
Fortsættelse følger...
 
                                                                                                                         - Karina